Den menneskelige stemme: Sangeren har altid haft særstatus blandt musikere. Også i middelalderen indtog sangen en speciel position. De kirkelige polemikker og pavelige bandbuller mod musik handlede næsten altid om anvendelse af musikinstrumenter i kirkens tjeneste - ikke om sange til Guds ære. I verdslige sammenhænge var sangeren og digterkomponisten, der sad med til højbords - ikke de simple musikere; for ... af alle musikinstrumenter er den menneskelige stemme dog mest prisværdig, for den producerer både ord og toner, mens de andre kun tjener til at frembringe lyd ... (Summa Musica, 1200-tallet)

Kantele: Det ældgamle folkemusikinstrument kantele (kannel, kankles eller kokle) består af hul, vingeformet resonanskasse lavet af ét stykke træ    (sædvanligvis gran, fyr eller el) overspændt med et varierende antal metalstrenge. Den grundlæggende konstruktion er den samme som for det middelalderlige instrument og dets orientalske forgænger qanun. I dag er kantele et populært folkemusikinstrument i både Finland, de baltiske lande og i dele af Rusland. Kantele havde oprindeligt 5-7 strenge stemte i en diatonisk mol- eller durskala, men i slutningen af 1800-tallet blev det populært med større og kraftigt lydende instrumenter, så i dag findes instrumentet i mange størrelser og kan have helt op til 40-50, delvist kromatisk stemte, strenge. I Kalevala (Finlands nationalepos fra Karelen) gav helten Väinämöinen ikke blot liv til ordene, men lavede også en ãkantele af halebenet fra   en ren. Denne lod han strenge med rene jomfruhår, og spillede derefter på den med ãnegleä af geddens tænderä.