Blot et år efter at den største sygdomsepidemi i menneskehedens historie, den sorte død, havde raset i Firenze og kostet omkring tre fjerdedele af byens befolkning livet, begyndte digteren Giovanni Boccaccio arbejdet med romanen Decameron. I indledningen til dette værk optegner han nogle gruopvækkende øjenvidneskildringer fra pesttidens Firenze og skriver desuden: 

“Nogle mente, at de kunne redde sig fra sygdommen gennem en mådeholden levevis, og derfor sluttede de sig sammen i grupper, der levede helt for sig selv, idet de i fællesskab lukkede sig inde i huse, hvor der ingen syge fandtes. Her levede de mådeholdent af veltillavet mad og kostelige vine uden at skeje ud og uden at tale med andre, mens de fordrev tiden med musik og andre adspredelser.”

Det er netop en sådan situation Boccaccio lader udgøre rammen for alle historierne i sin roman. En flok velstillede unge mennesker er flygtet fra pestens hærgen i byen og har isoleret sig udenfor Firenze i en prægtig villa. Hver dag fordriver de tiden med at fortælle moralske, underholdende og til tider vågede historier for hinanden udfra i forvejen bestemte temaer. Om aftenen underholder de sig med musik og dans.

Og hvad er det så for en musik, Boccaccio kan have forestillet sig, at de unge mennesker har spillet og sunget? Jo, det handler tydeligvis om meget rige og dannede unge, og musik var dengang en meget vigtig del af overklassens almene dannelse. Vi må altså forestille os, at disse unge mennesker ikke blot var bekendt med de nyeste strømninger i tidens musik, men også vældig dygtige udøvere af denne musik - amatører i ordets sande betydning. Og i Firenze boede nogle af tidens mest betydningsfulde komponister. Og netop fra Firenze har vi det mest omfangsrige nodemanuskript med verdslig musik fra denne tid: Squarcialupi.
Dette smukt illustrerede manuskript blev først samlet og nedskrevet i Firenze omkring 1410, men af de i alt 352 kompositioner, som det indeholder, er hovedparten skabt af komponister, der var aktive i eller omkring byen netop i den tid, hvor Boccaccio skriver Decameron. Blandt komponisterne kan nævnes Francesco Landini, hans lærer Jacopo da Bologna og Gherardello da Firenze. Scuarcialupi er den største og vigtigste enkeltkilde til denne tids nyeste musik.

Et andet vigtigt nodemanuskript, Rossi, er betydeligt mindre i formatet og indeholder kun 37 værker. Det stammer sandsynligvis fra Verona eller Padua og er blevet til omkring 1370, men kompositionerne i manuskriptet stammer fra tiden mellem 1325 og 1350. De fleste af sangene i Rossi er af ukendte komponister, men af de to som er identificeret, er den ene, Giovanni da Cascia, født lige udenfor Firenze.

Begge disse manuskripter præsenterer lige præcis den musik, der blev dyrket af samfundets højeste lag i Norditalien i midten af 1300-tallet, og giver os altså et omfattende indblik i, hvad man blandt andet kunne have hørt, hvis man havde stået lige udenfor den omtalte villa udenfor Firenze en af disse aftener i 1347.

Langt den overvejende del af kompositionerne er polyfone værker i den såkaldte italienske ars nova stil, men mellem alle de flerstemmige kompositioner gemmer der sig nogle mesterværker i et mindre format. Nemlig et antal enstemmige ballate, og det er dem, ALBA har valgt at løfte frem i dette program.

Ordet ballata kommer fra “ballare”, at danse. Helt sikkert var sådanne ballate i begyndelsen dansemusik, men visse af de overleverede sange er så rytmisk og melodisk komplekse, at det sikkert kun er navnet og formen, der kan knytte dem til deres oprindelse som dansemusik. Nøjagtig, som det er tilfældet med f.eks. J. S. Bachs cellosuiter 400 år senere. Og ligesom med Bachs cellosuiter har disse ballate været musik for kendere og liebhavere. Netop den type af personer, vi møder i Boccaccios indledning og som fortællere i hans roman.

Set på baggrund af et århundrede præget af misvækst, klimaforstyrrelser, krige, afmatning og allerværst: den sorte død, hvor op mod halvdelen af Vesteuropas befolkning bukkede under og døde, stråler denne musik som en lysende påmindelse til os. Et stærkt kunstnerisk udtryk for menneskets evige evne til at overkomme selv de værste katastrofer, og dets behov for at skabe en ny og bedre verden på ruinerne af den gamle.
                                                                                                                                     Poul Høxbro